Gary Cooper vandt en Oscar for sin fremragende præstation i rollen som sherif Will Kane i denne film, mange har kaldt den bedste western nogensinde. På selve dagen for sit bryllup erfarer Kane, at morderen Frank Miller, som Kane fik sat bag lås og slå, kommer til byen med middagstoget for at hævne sig på sheriffen. Ingen i den lille by vover at sætte sig op mod Miller og hans bande, så Kane må ene mand tage kampen op mod forbryderne. Det fører til en af filmhistoriens mest spektakulære skudvekslinger. Firedobbelt Oscar-vinder, 1952, i kategorierne bedste mandlige skuespiller, bedste klipning, bedste filmmusik og bedste sang.

James McKay ankommer til det vilde vesten fra østkysten for at gifte sig med Henry Terrils forkælede datter, Pat. Henry ligger i bitter strid om vand med sin nabo Rufus. McKay kan ikke undgå at tage stilling i striden, men hans måde at løse konflikter på falder ikke i god jord hos hverken Henry, forvalteren Steve eller Pat. Kun Pats veninde, Julia, forstår, at McKays manglende lyst til nævekamp ikke nødvendigvis betyder, at han er en kujon.

Året er 1881 og det vilde vesten er ikke, hvad det har været. Heller ikke for Billy the Kid, der flygter fra fængslet for atter en gang at gøre New Mexico usikker. Kvægbaroner sætter Billys gamle ven Pat Garret i spidsen for gruppen, der skal jage revolvermanden og hans slæng.

Utah 1873. Et tog læsset med medicin og soldater baner sig vej over bjergene til Fort Humboldt, hvor en epidemi er brudt ud. Men på rejsens første dag findes en passager dræbt, og da en togfører styrter i døden, breder mystikken og mistroen sig. Den tilfangetagne John Deakins er under mistanke, da begivenhederne tager en uventet drejning, og toget nærmer sig Breakheart Pass.

Tom Horn bliver hyret til at jage kvægtyve, men da han finder sig selv i sheriffens søgelys må han indse at dyder fra det gamle vesten ikke længere har plads i en moderne verden.