En enorm robot er kommet hertil fra det ydre rum. Den er nødlandet på Jorden, og har fulgt den 11-årige Hogarth Hughes hjem. Nu har den unge Hogarth en stor ven og et endnu større problem. Hvordan holder man på en hemmelighed der er 15 meter høj? Især når en paranoid agent, som er sendt ud af regeringen for at jage rumvæsner, sætter hele USA's militære apparat ind for at knuse kæmpen.

Livet som nørdet teenager bliver ikke lettere af, at man bor i en vikingelandsby fuld af barske krigere. Hikkes far er da også svært skuffet over sin svagelige søn, så Hikke giver sig i lag med at finde på nye metoder til at fange drager på. Det lykkes ham at skyde en natskygge ned, men han får medlidenhed med det sårede kræ og indleder et forbudt venskab med den kloge, ildspyende skabning.

I en nær fremtid bliver menneskeheden ramt af sterilitet. Jordens yngste borger dør i en alder af 18, og den totale udryddelse er lige om hjørnet. Sekter og dommedagsprofeter hærger London, og den desillusionerede bureaukrat og tidligere fredsaktivist Theo ser ikke mere lyst på tilværelsen. Alligevel indvilliger han i at hjælpe, da en gravid kvinde på mirakuløs vis dukker op. En kvinde som bestemt ikke alle ønsker skal overleve.

En gruppe ejendomsmæglere i Chicago kæmper indædt i en intern salgskonkurrence for at vinde en Cadillac Eldorado. Andenpremien er et forskæresæt og tredjepremien en fyreseddel. Alle knep gælder i forsøget for at lukke de bedste handler, men de menneskelige omkostninger er store - både for sælgerne og deres ofre.

Videnskabsmanden Robert Neville er helt alene i storbyen efter at en dødbringende virus har udslettet resten af New Yorks befolkning. Han prøver desperat at komme i kontakt med andre overlevende ved hjælp af sin radio, men der er tilsyneladende ikke andre. I hvert fald ikke om dagen. Men om natten kommer de inficerede mutanter frem. Og de holder øje med Neville.

Kan en dumdristig, ung filmmand, der ved et uheld kommer til at myrde en manuskriptforfatter, slippe af sted med mord? Kun i Hollywood...

Gregory Peck indtager rollen som hvalfangerbåden Pequods notoriske kaptajn Ahab, hvis træben minder ham om hans drabelige sammenstød med Moby Dick – den enorme hvide hval, som "giver indblik i universets hjerteløse tomhed". Besat af hævntørst risikerer Ahab sit eget og besætningens liv i den vanvittige jagt på sin fjende. En jagt der bringer alle implicerede på en rejse ind i den mørkeste krog af menneskets sjæl.

Max Rockatansky er godt træt af sit job som betjent i fremtidens trøstesløse og voldelige Australien. Hans planer om et stille liv med kone og børn bliver dog spoleret, da den onde Toecutter og hans bande myrder Max' familie. Så i stedet for pension bliver det tid til blodig hævn og vild jagt på motorcykel.

Den unge Mike mister sine forældre og er nu afhængig af sin storebror Jody. Da en af Jodys venner dør kort tid efter, opdager Mike noget mystisk: En besynderlig høj bedemand stjæler kisten med Jodys ven. Da Mike undersøger sagen nærmere, finder han en foruroligende verden fuld af hætteklædte dværge, mærkelige flyvende kugler, der suger hjernen ud på folk, og naturligvis den grumme Høje Mand, der IKKE bare er en almindelig bedemand.

Tom og Kate Baker er forældre til ikke færre end 12 børn i alle aldre. Nu samler Tom og Kate hele familien i et sommerhus ved vandet. Desværre har Tom's ærkefjende fra gymnasiet bygget hus lige ved siden af. Det sætter gang i en nådesløs konkurrence mellem de to gamle rivaler om at være den bedste og sejeste far.

Gyserforfatteren Thad Beaumont håber på at kunne distancere sig fra sine bloddryppende romaner og fra "George Stark" - det pseudonym han har udgivet bøgerne under. For at opnå dette fingerer han sit eget lille mord: et pressenummer, som burde lade Stark hvile i sin grav for altid. Men da hans bekendte findes myrdet på grusom vis, og hans egne fingeraftryk er overalt på gerningsstederne - er Beaumont lamslået, indtil han finder ud af, at Stark er blevet vækket til live... og har begivet sig ud på et brutalt hævntogt!

Efter at være kommet væk fra sin blodige fortid, lever soldaten Luc Deveraux nu som enlig far. Han rådgiver et projekt, hvis formål er at udvikle døde soldater til sofistikerede supersoldater, men noget går galt.Supercomputeren SETH udvikler sin egen hjerne og planlægger sammen med en hel hær af supersoldater at tilintetgøre Luc. Men sammen med journalisten Erin og makkeren Maggie tager Luc Deveraux kampen op.

I en nær fremtid er robotterne udviklet til at kunne udføre avancerede arbejdsopgaver. Men der er fejl i nogle af robotterne, så de løber løbsk. Politibetjenten Jack Ramsay får til opgave at stoppe dem. Men hans opgave bliver gjort vanskeligere, da en galning begynder at programmere robotterne om til flyvefærdige dødsmaskiner.

Ekspeditionen er på vej ind i hjertet af congo, dybt ind i de mest uudforskede dele af regnskoven. De har undviget varmesøgende missiler, stået øje til øje med rasende 2½ ton tunge flodheste, hakket sig gennem ufremkommelig jungle... men forsætter stadig. Amy, en gorilla, der har været holdt i fange-skab, er endelig på vej hjem. Professoren, elektronik eksperten, guiden, den opdagelsesrejsende og resten af ekspeditionen følger Amy. De ved, at aben vil føre dem til det sted, der er mere end hendes hjem - det er den sagnomspundne og fortabte by Zinj med dens enorme rigdomme. Ved målet finder de dog mere end de nogensinde havde drømt om, selv i deres værste mareridt.

Vi befinder os i det 27. årh. Mandskabet på rumkrydseren TCS Tiger Claw skal forhindre det dyriske Kilrathi-imperium i at udslette menneskeheden. De tiger-lignende rumvæsner har bemægtiget sig koordinaterne til en portal, der leder til Moder Jord, og nu er det op til den unge Cristopher Blair, der pga. genetiske aner kan navigere gennem rum og tid uden instrumenter, at distrahere Kilrathi-flåden, indtil forstærkninger ankommer.

Betjenten Edward Malus indvilliger i at hjælpe sin tidligere kæreste med at finde hendes datter, der er forsvundet på mystisk vis. Eftersøgningen bringer ham til øen Summersisle ved Maines kyst, beboet af en umiddelbar idyllisk og primitiv kultur. Men mange ting er ikke, som de burde være. Ingen vil vedkende sig pigens forsvinden, og Edward opdager langsomt, at under overfladen skjuler øen frygtelige sandheder. For hvert skridt, der bringer ham tættere på pigen, træder han samtidig ufrivilligt ind i en mystificeret og hedensk kultur. Efterhånden som Edward fortsætter sin søgen, opdager han den skræmmende sandhed om øens indbyggere, deres umenneskelige ritualer og hemmeligheden om "the wicker man".