Hillary Swank spiller Erin Gruwell. Hun står som nyuddannet, ung og meget idealistisk gymnasielærer med en klasse, hvor forventningerne til eleverne fra de øvrige læreres side, er lig nul. Grundet elevernes forskellige etniske og mere end småkriminelle baggrund, har det ikke tidligere været mulig at gennemføre undervisningen og således inspirere dem til at nå udover deres nuværende miljø. Men Erin giver ikke op trods stor modvilje fra såvel eleverne og kollegerne… 'Freedom Writers' er en bevægende og dramatisk filmoplevelse, der vækker eftertanke i tidens multietniske samfund.

Forfatteren Paul Sheldon (James Caan) husker intet om den rasende snestorm, der tvang hans bil ud i rabatten. Han husker heller intet om, at han er blevet plejet til han kom til hægterne igen. Det eneste han husker, er at han vågner hjemme hos Annie Wilkes (Kathy Bates) - en vanvittig fan, som er fast besluttet på at holde sin yndlingsforfatter indespærret... i resten af hans "fordømte" liv! Denne nervepirende psykologiske thriller, som blev belønnet med en Oscar, er en af de bedste gysere nogensinde. Filmatiseringen af Stephen King's roman af den Oscar-belønnede manuskriptforfatter William Goldman (All the President's Men) blev instrueret af Rob Reiner, og denne grusomme film med Kathy Bates og James Caan i hovedrollerne er en Hitchcock-lignende katten-efter-musen-leg mellem to sind - det ene er skarpt som en knivsæg, det andet tungt som en forhammer.

På plejehjemmet fortæller den aldrende Ninny sin buttede niece historien om Idgie og Ruth. De to veninder kommer sammen til at drive Whistle Stop Cafe, hvor man altid kan få stegte grønne tomater og stegeben med barbecue-sauce. De to veninder har ufortrødent kæmpet mod de ting, der har gjort livet svært - bl.a. en voldelig ægtemand og ku-klux-klan.

Kevin Lomax er en ung succesrig forsvarsadvokat, der aldrig har tabt en retssag. Uanset forbrydelsens omfang lykkes det Kevin at forføre enhver jury med sin charme og logiske sans og i sidste ende at vinde. Derfor tilbydes Kevin et superjob hos et stort New Yorker advokatfirma. Her møder han firmaets karismatiske leder John Milton, der giver ham et tilbud, han ikke kan afslå. Men Kevin påvirkes kraftigt af sit nye liv. Succesen går ham til hovedet, og snart begynder hans liv at forandre sig til et mareridt...

Den brasilianske instruktør Walter Salles har før gjort sig meget positivt bemærket med film som Central Station og Behind the Sun. Denne gang er emnet den 23-årige medicinstuderende Ernesto "Che" Guevara og hans kammerat Alberto Granados motorcykelrejse gennem Sydamerika i 1950’erne. Manuskriptet bygger på de unges egne dagbøger.

Ray er en helt utrolig og inspirerende beretning om at tage kampen op mod livets genvordigheder. Filmen vandt 2 Oscar® - herunder Bedste skuespiller for Jamie Foxx' fantastiske præstation - og blev nomineret til 4 andre - herunder Bedste film. Ray Charles overvandt uoverkommelige forhindringer på sin vej fra den spæde start til international stjernestatus og satte sit tydelige præg på musikken gennem årtier. Ray er en underholdende og uforglemmelig film, som kombinerer den fortryllende historie med skuespillerpræstationer i verdensklasse og fantastisk musik.

I 1961 overførtes Leonard Bernsteins geniale musical fra Broadways scener til filmens magiske univers, hvilket - overraskende nok – gav den endnu et løft, der bragte den helt op i filmhistoriens øverste luftlag. West Side Story blev nomineret til 11 Oscars i 1962, af hvilke den vandt de 10, bl.a. Bedste Film! Historien er en klassisk Shakespearsk Romeo & Julie tragedie: Den yndige, uskyldige puertoricanske Maria, der er søster til en barsk bandeleder i New Yorks underverden, forelsker sig i Tony, der er modvilligt medlem af en rivaliserende bande amerikanske drenge. Deres kærlighed er stærk, ren – og bliver relativt kort – for deres respektive familier er ude af stand til at acceptere kærlighed på tværs af egne rækker. Filmen drives af en formidabel intensitet, der både kan tilskrives den medrivende musik, men også den ekvilibristiske koreografi, der fuldender den allerede betagende oplevelse.

Erika Kohut er en midaldrende klaverlærer ved musikkonservatoriet i Wien. Hun bor sammen med sin mor, som hun har et had-kærlighedsforhold til. I sin fritid frekventerer Erika byens red light district og dyrker sin interesse for pornografi. En dag beslutter en af Erikas unge elever sig for at forføre den smukke lærerinde, som snart bortkaster alle sine hæmninger, så et intenst forhold kan tage sin begyndelse.

Fordomme stikker deres grimme fjæs frem overalt. Usikkerhed, frygten for de anderledes styrer vores tanker, udløser utryghed, vrede og had. Racismen er katalysatoren, der i løbet af to mørke døgn i L.A. væver tilfældige menneskers liv og død uløseligt sammen. Det er en ond spiral, som vi, der ser filmen, bliver en del af. Når en iransk butiksejer køber en pistol, er vi sikre på, at den skal bruges. Når en mexicansk far giver sin usynlige skudsikre kappe til sin 5-årige datter, er vi overbeviste om, at noget frygteligt vil ske.

Mesterlige Francois Truffauts anden film Skyd på pianisten er en rørende og underskøn film om en mand, Charlie (Charles Aznavour), der engang var en berømt koncertpianist, men som nu ernærer sig ved at spille baggrundsklaver i et andenrangs værtshus. Servitricen er forelsket i ham, men han hæger stadig om minderne om sin ekskones utroskab. En dag dukker hans bror op med to gangstere, som har et uafklaret mellemværende med Charlie.

I år 2000 er Guy Montag medlem af et brandkorps, der ikke mere slukker brande, men som påsætter dem i huse, hvor der findes bøger. Bøgernes budskab er farligt for de diktatorer, som regerer landet, landet som er i krig med en ukendt fjende. Da Guy møder Clarisse, begynder han at sætte spørgsmål ved verdenen, som han kender den, og han begynder at samle bøger, mens hans kone Linda på alle måder er pacificeret af tv-skærmene i stuen med virkelighedsfjernt fiktion.

Den forældreløse Homer Wells er blevet taget under doktor Wilbur Larch's vinger. Lægen bestyrer et hjem for forældreløse børn og har udset sig Homer som sin efterfølger, men en dag dukker Candy og Wally op. Homer længes efter at se verden og får muligheden for at vælge: Vil han følge med til Wallys æblefarm, eller vil han blive resten af livet, hvor han blev født?

Michael Collins satte sit voldsomme fingeraftryk på en politisk konflikt i Irland, der den dag i dag er uden en holdbar løsning. Påskeopstanden i Dublin i 1916 er starten på irernes frihedskamp. Oprørerne slås brutalt ned af englænderne, men kampen fortsætter. Michael Collins leder en nationalistisk guerilla-lignende bevægelse, der vil bekæmpe englænderne med alle midler.

Louis Durand er en velhavende tobaksproducent, der er bosiddende i det Indiske Ocean. Men rigdom er ikke alt, og Durand er en ensom mand. Derfor indrykker han en kontaktannonce i en avis, og kommer da også i forbindelse med en kvinde, der ligesom Durand søger kærligheden og glæden i et andet menneskes selskab. Efter en tid med brevveksling beslutter de to sig for at mødes, men da kvinden ankommer til Durands bopæl, er hun ikke den, som Durand korresponderede med. Sådan tager et indviklet mysterium sin begyndelse.

Vi befinder os i 80'erne på Camden College, en rig men temmelig fritænkende skole i New England. Her mødes en jomfru, en narkotikadealer og en biseksuel i en kompliceret kærlighedstrekant.

Willie Stark bliver en indflydel­sesrig politiker, men undervejs bliver han lige så korrupt som dem, han i sin tid fordømte.